Lighthouse får fornem pris
LIGHTHOUSE X2 -Foto: Allan Toft
Aarhus-fyrtårnet løb nemlig med Den Danske Lyspris for “et belysningskoncept med fokus på, både hvordan bygningens lys opleves fra byen, og hvordan byens lys opleves fra bygningen”.
Fra pressemeddelelsen hedder det:
Lighthouse – Aarhus Øje blev den 9. april 2026 kåret som vinder af Den Danske Lyspris for et belysningskoncept med fokus på, både hvordan bygningens lys opleves fra byen, og hvordan byens lys opleves fra bygningen.
Juryen udtaler om projektet: Lighthouse – Aarhus Øje viser vejen for, hvordan man med et professionelt og kompromisløst lysdesign kan bruge lyset til at nedbryde skala og skabe en blød og venlig stemning med tydelig symbolværdi og narrativ.
Lighthouse, der er placeret mellem byen og vandet på spidsen af den nye bydel, Aarhus Ø, består af lejligheder, et oplevelsescenter, Aarhus Øje, restauranter på 1. sal og på øverste etage samt en udsigtsterrasse. Lysdesignet i Lighthouse udgør en essentiel del af oplevelsen af den 142 meter høje bygning. Grundkonceptet for bygningens fyrtårneffekt er overgangen fra dag over skumring til nat. Der er udarbejdet lysdesign til både de indvendige og udvendige publikumsrettede faciliteter, hvilket bl.a. omfatter ankomstområde og restauranter samt udsigtsterrassen.
Juryens formand Niels Knudsen udtaler på vegne af juryen: Lighthouse – Aarhus Øje står som et fyrtårn for, hvor meget mere lys kan end blot at belyse. Projektet kan således tjene som inspiration for de mange andre nye byområder domineret af høje bygninger, som i disse år skyder op rundt om i landet. Det samlede indtryk af projektet er, at det er skabt på baggrund af professionalisme og kompromisløshed, og at der både udendørs og indendørs er elementer med kunstnerisk kvalitet.
Læs mere her: https://centerforlys.dk/vinder-af-den-danske-lyspris-2025/